/ w e b l a g



06.10.24 "GO TUR HJÆ'ÆM..."
Sidst jeg var på et fodboldstadion var for to år siden i Parken, hvor Danmark mødte svagtspillende Skotland i en venskabskamp. Asbjørn Sennels lillebror var den heldige giver af et par fribilletter – hurra for den slags. Før det havde jeg set Brøndby spille uafgjort med Silkeborg på Brøndby Stadion. Det er endnu flere år siden. I den forgangne weekend var jeg på Sundby Idrætspark for at se Fremad Amager tage imod Næstved. Med et par sponsorbilletter i hånden og en tømmermænds ramt ven fandt jeg en plads på tribunen. Det var knapt med kendte ansigter på banen. Næstved-fansne sang "Der er så stille på Amar" og sådan fortsatte det nok også, da Næstved, efter vi var gået, scorede deres femte mål. I fodboldboldens verden har jeg det med at holde med de tabende hold og spille på de tabende hold - det er sgu ikke tilsigtet. Mit eget Sylvester Wanderers var dog sikret fra nedrykning før sidste spillerunde og Brøndby IF skal nok komme tilbage - efter vinterpausen.
06.08.12 "Mono"
Jeg har lyst til at æde mine egne ord fra en blikdåse cigaretter af slik og dig gennem jorden så mange hænder udstrakt efter hælene jeg sætter i frygten for permanent ryg i sandhed ingen skyggelatter
06.07.11 "Med armene åbne som fængsler"
Den dag jeg flyttede fra Nørrebro til Islands Brygge var jeg så distræt at miste mit Dankort. Jeg trøster mig med at det nye virker endnu bedre end det forrige. Svusj! og pengene rejser sig fra kontoen som en hær af fugle mod Syd. Jeg har aldrig været god til dem. Pengene. De har altid stået stille, pligtskyldige, afventende på nye tider.
06.07.03 "MAKE LOVE NOT dWARfs"
Jeg har fået nyt arbejde. Og det er blevet tid til at nedfælde den historie jeg sidste år har fortalt, når jeg berettede om hvad det egentlig var jeg lavede. Det er i sandelighed en tragi-komisk historie. Jeg blev for godt 1½ år siden uddannet bibliotekar. Jeg havde ikke meget held med at finde arbejde og tilsidst anbefalede min storesøster, som på det tidspunkt arbejdede i PBS, at jeg skulle søge en stilling på hendes arbejdsplads. Jeg gjorde det mest af nød, lediggang var ikke sundt for mig. PBS er et stort hus med mange forskellige afdelinger. Hvis du ikke allerede kender Betalingsservice, dem med de lyserøde kuverter, oversigterne over hvad der trækkes af regninger på ens konto, så kommer du til det. De står også for lønsystemer og endelig har de med Dankort og andre betalingskort/ kreditkort at gøre. Det er så i den afdeling jeg arbejdede. Den ligger i kælderetagen og når man er gået ned af trappen kommer man til et kæmpe kontorlandskab, ca. en halv fodboldbane, det er virkelig overvældende første gang man kommer ned og indeklimaet er nok ikke det bedste. I denne underjordiske katakombe står skrivebord med computer og telefon på rad og række - så langt øjet rækker praktisk talt. Det er et mærkeligt syn. Her sad jeg og udførte typisk to opgaver. Et par timer rådgav jeg forretninger i anvendelse af de forskellige typer Betalingskort og kiggede på skærmbilleder, hvor jeg forklarede tidligere transaktioner på deres Dankort terminaler. Samtidig er der i PBS et veludviklet kort-overvågningssystem, som gør at vi går ind og spærrer kort, såfremt forbrugsmønsteret er anormalt. Dette fulgte jeg også med i. Og andre timer sad jeg og tastede. Hver gang du kører dit dankort igennem på en terminal kommer kortnummer op på skærmen. Når du taster PINkoden kunne jeg se den, og var den grøn (rigtig) trykkede jeg godkendt og rød (forkert) afviste jeg transaktionen. En fredag eftermiddag med ansvar for Nettos transaktioner i hele landet er virkelig et helvede!! Og så er det, at den sjove del af historien kommer. Det er sådan, at over halvdelen af mine kollegaer er dværge. Say what :D De sidder på samme kontorstole som os andre og mens deres ben stritter i luften sidder de med deres korte arme ind over tastaturet. Det er virkelig underholdende mennesker – men selvom et helt kontorlandskab fyldt med dværge er et morsomt billede, så er det også en krank skæbne mange har lidt. Har du nogen sinde set en dværg arbejde – har du set en dværg på en arbejdsplads? Nej vel... Jeg synes selv, at jeg har været uheldig med hensyn til min jobsøgning. Mit gennemsnit er top 5% på Danmarks Biblioteksskole hvad angår Kandidat-uddannelsen. Men disse dværge har hele deres liv, uanset hvad de har gjort, fået afvist enhver form for job. Når de kom til jobsamtale, har de kunne se den ansvarshavendes kropsholdning nærmest synke sammen i forbløffelse, mens de chokeret udbrød "men du er jo en dværg". Det er virkelig et større tabu end jeg lige havde troet. Men for søren. Det er jo ikke mennesker der præger ens dagligdag, så det er jo ikke noget man tænker over. PBS er en monopolvirksomhed, nøjagtig som Post Danmark og DSB har været det. I DSB sendte man for så sent som for 12 år siden stadig tidligere alkoholikere i jobstillinger. Altså folk der ikke drak længere kunne herved få et arbejde og en mulighed for at starte på en frisk. Det lyder nærmest kommunistisk! Og i PBS har man fra statens side ordnet det sådan, at dværge er kommet i arbejde dér. Det er skørt, absurd. Jeg plejer at sige, at min højde faktisk var en faktor. Jeg håber du synes mit arbejde lød sjovt. For det er ikke sandt.
06.04.09 "Den digitale canon"
Søndag Aften kanoniserer min ide om at remixe andres tekster - en ide digte.dk hurtigt tog til sig og udviklede tilbage i 2001. Lisbeth Klastrup beskriver digte.dk som værende "en stor og velorganiserede database, men de funktioner, man har valgt at tilføje, er med til at flytte grænserne for hvad forfatterskab er eller kan være." Jeg er ikke uenig i bemærkningen, men jeg synes ikke remix-funktionen berettiger til kanonisering. Ideen bygger på noget der allerede fungerer inden for musik - og også her tales (stadig) om at flytte grænser for hvad en musiker og kunstner er. Diskussionen om grænser finder jeg uinteressant, men Søndag Aftens kanon er - som andre kanoner - en vejviser, man kan vælge at undersøge.
06.03.19 "SPEKTAKEL/ STEMMESLUGER"
Symfoni #3 med koordinat sker i Literaturhaus (Møllegade 7, Kbh. N.) den 23. april kl. 2000. Stykket har vi denne gang valgt at præsentere hen i retning af følgende: SYMFONI #3 er litteratur, musik og performance. En flerstrenget tekst i kor og kanon, i dur og mol, pro og kontra. Med fem digtere på scenen køres et arsenal af tekst i stilling. Publikum kan forvente en tilstedeværende, samtidskommenterende og underholdende oplevelse ud over det sædvanlige. Oprindeligt havde jeg foretrukket titlen "mere ko på isen", men "Stemmesluger" som titel lægger virkelig god bund for at skrive politisk og flerstemmigt. Meget koordinat-agtigt. Glæd Jer!
06.03.03 "Indiemusic is good, it sounds as it should"
Jeg har nogle dejlige venner. En af dem står bag Indie Night der har eksisteret i fem år. Efter en samtale på Stengade, hvor de afslørede deres kommende samarbejde med Soundvenue tilbød jeg at lave hjemmeside til dem - ikke fordi en hjemmeside er nødvendig for at have en god natklub, men ... nu er indienight.dk kommet for at blive. Og så var jeg for nylig i Stockholm med Mike Joyce og DJ Land.
06.02.11 "I will Fight For the Right to be Right"
Jeg er træt af halal-hippierne. De personer som for alt i verden blot ønsker fred og plæderer for den fandens gyldne mellemvej. Eller de personer som nu frygter for deres liv på Nørreport station. Situationen omkring Muhammed-tegningerne er eskaleret til det uforudsigelige - men derved har tegningerne desværre retfærdiggjort sig selv. Vi skal huske på, at tegningerne blev bragt i en kontekst, de er ikke trykt for sjov. Kåre Bluitgen havde svært ved at finde en illustrator til sin børnebog om Muhammed. Årsagen var, at tegnerne frygtede repressalier ved at tegne muslimernes profet. I ytringsfrihedens navn publicerede JP derfor tolv tegninger - hvoraf to var kritiske overfor Islam. Reaktionen minder mig herefter om Sovjet: landet var åbent og villigt til samarbejde – men hvis der blev stillet spørgsmålstegn ved landets interne anliggender lukkede festen. Her er der blot tale om kritik af en religion - ikke en nation. I mere end tusinde år har personer eller grupper kæmpet for det vi i dag kalder borgerlige værdier. Heriblandt frihed. Hvad flere hundrede generationer har udsat sig selv for er langt større trusler end dem, som den almindelige dansker i nuværende situation føler sig presset af. Kan det enkelte medlem af samfundet i dag ikke påtage sig det minimale ansvar at stå ved retten til frihed, så fortjener vi den ikke. Min største bekymring er mediernes indflydelse og ansvar i denne sag. Opmærksomheden omkring tegningerne kommer ved hjælp af mediernes dækning. Et par måneder efter publiceringen begynder de arabiske medier at berette om ”begivenheden”. Og først dér bliver tegningerne opfattet som skadelige for Islam. Naturligvis skal man have viden om tegningerne for at kunne protestere, men min pointe er, at når de arabiske medier ophører med at dække sagen, vil den ikke længere interessere muslimerne. Interessant at ej heller araberne er bedre end den vestlige verden. Tsunamiens ofre eller ofrene for jordskælvet i Pakistan blev støttet af hundrede tusinder af danskere - så længe medierne interesserede sig for det. Derimod er hungersnød og fattigdomsbekæmpelse i Afrika usexet og bringes ikke i medierne. Og så længe en sag ikke er fastholdt af kameraets linse interesserer det ikke den enkelte. I Danmark har mediernes dækning betydet, at det nærmest er umuligt ikke at have en holdning i denne sag. Jeg synes det er skadeligt, at vi umyndiggøres af en institution af hovedløse sensationsryttere og vil derfor klart opfordre til, at den enkelte i sin dagligdag og sit liv generelt tager et mere kritisk sigte overfor hvad der er vigtige og alvorlige problemstillinger hvad angår en selv, Danmark og verdenssamfundet.
06.01.24 Kunsterens privilegium
Torben Sangild giver i sit værk Støjens æstetik (Multivers, 2003) udtryk for, at Sonic Youth ikke selv mener at have en privilegeret tilgang til sandheden i kraft af en kunstneridentitet, der først og fremmest er en rolle, et medieskabt fænomen. Sonic Youths egen positionering spekulerer jeg mindre over, langt mere om udsagnet i grunden har en værdi. Tre variable er i spil. Privilegeret. Sandheden. Kunstneridentiteten. Lige siden kampen mod smagsdommere satte ind for et par år siden, har jeg undret mig over undergravningen af faglighed, viden og erfaring, når det gælder vurderinger i en bred vifte aspekter af samfundslivet. Jeg tror på rigtigheden af grupperinger eller personers mulighed for at tale ud fra en privilegeret position. Medbestemmelse og taletid må ske på baggrund af et kompetent vidensgrundlag, for en udjævning af krav til aktørerne medfører tilfældige og højst sandsynligt ubrugelige beslutninger - og her taler jeg om alt fra skattelovgivning til kunstvurderinger. Nogle aspekter måske med en større konsekvens til følge, men princippet bag bør ikke underkendes. I værste fald medfører underkendelsen af viden til et manglende incitament for udvikling hos den enkelte, samt de egentligt kompetente vil mangle incitament for deltagelse i gruppens udvikling. Sandheden har jeg altid haft det svært med, når den nævnes i ental. Men hvis der åbnes op for en tilgang i flertal, så kommer jeg gerne på banen. Nogle vurderinger er mere rigtige end andre. Og blandt dem, som rummer en rigtighed, er de hver især forankret i en synsvinkel og nogle grundpræmisser. Det er derfor min opfattelse, at sandheden findes, men den er nært beslægtet med og afhængig af perspektivet. Samtidig udelukker den ene ikke den anden sandhed. Tøj kan være smukt og grimt, musik kan være støjende og stille, og himlen kan være både rød og blå (afhængig af iagttagerens position i forhold til himmelhvælvingens bue). Rolle og identitet er tæt forbundet, men hænger ikke uadskilleligt sammen. "Identitet" er et grundlæggende paradigme omkring sin egen persons (tilstede)væren, mens jeg opfatter "rolle" som en aktivt handlende position. Ydermere er det banalt at kalde kunstneridentiteten for medieskabt. Kunstneridentiteten, og -rollen for den sags skyld, har eksisteret langt før mediernes indflydelse på opinionen for alvor tog til - den afhænger af flere sociale facetter. Når jeg i ovenstående har sat spørgsmålstegn ved de enkelte variable anskueliggøres forskellige mulige værdier i udsagnet. I forbindelse med musik (og støjrock som Sangild skriver om), mener jeg derfor sagtens, at Sonic Youth kunne indtage en privilegeret position i forhold til sandhed, så længe der blot er bevidsthed om positionens afhængighedsforhold til eventuelle konklusioner.
06.01.03 At drukne i Mikhail Gorbatjovs modermærke
Sidste års bedste læseoplevelse var opdagelsen af Birgit Munchs usandsynlige prosa. Med Prik mig under i’et og Rend mig i generne fra starten af årtusindet har hun fortsat i sporet af Kafkas paranoia og Grotrians legesyge sproglige eksplosioner. Et absurd univers af sex, Gud og psykiske overgreb på prosateksternes hovedpersoner. Absolut læseværdigt. En introducerende artikel samt to teksteksempler og en sammenligning med Johannes V. Jensen kan læses i ORDKiDE nr. 9.