05.11.20 Alder er godt. Den minder mig om min dødelighed
Min computer har været brudt sammen, som en 30årige der pludselig rammes af en uhelbredelig sygdom. Der er faldet regn bag de lukkede hænder og den tiltagende ikke-funktionsdygtighed har umuliggjort opdatering af blandt andet denne hjemmeside. ISBN 87-91431-04-2 udkom igår på forlaget koordinat. Et nummereret bokssæt bestående af små hæfter, æsker eller ruller med tekst skrevet og fremstillet i hånden af syv af de otte medlemmer af koordinat.

I den nærmeste fremtid kan jeg opleves LIVE sammen med folkene bag ALL BLACK DOLLAR DOLLARS. Først den 30.11. på Krogerup, hvor vi spiller hele stykket og siden et "Best Of" den 1.12. på LAB og den 2.12. på Litteraturvidenskabs fredagsbar.


05.10.08 "Heldigvis er skoven blevet væk" af PCW
Hun siger hun vil optage verden
og mig som jeg står her, nøgen.
Hun vil optage mig

som hun optager verden
i sig, og jeg

siger ikke noget.

Det er fedt at være smuk



05.08.26. "I never even caught her name"
stille vand i radiator i mit hoved en havoverflade under åben himmel to vægge en konvolut på gulvet i horisonten skibet et smil urørligt bogstav flænset under åbning jeg markerer afstand til dig ved at holde om jorden fisk blodskudt i bugen papirrulle en skakt penetreres af blodsugende svamp hver rille i radiator svimmelhed hver fold i gardinet eksem hver finger på din hånd en lukkemekanisme himmel fortættes jeg tæller tangerer drøm lyset falder som en skakt jeg er på vej ned en tegnestift på kroppen for hvert kys jeg bad om spreder sig som ringe på gulvets planker sikkert jeg er ikke bange sikkert stålsatte krager på papiret bogstaver i fugleflugtslinje over dine koboltblå øjne den samme rødsprængte fisk så stille gardinet lukker hvide spøgelser ind i garderoben søvn vejrtrækning buttede svampe oppustelig bug fremdrift skyer fisken indpakket i papir euforiseret jeg er ikke bange jeg er ikke sulten men tak for dit kød


05.06.11. ALL BLACK DOLLAR DOLLARS
Den 11. og 12. optræder jeg med koordinat på teaterfestivalen Vildskud.

Jeg er i virkeligheden digter og har intet med teater at gøre i mit daglige. Jeg interesserer mig egentlig ikke for skuespil, men forsøger at give mine tekster "krop" gennem performance.
Sidste år i Spoken Word teltet på Roskilde Festival optrådte koordinat to gange med flerstemmig oplæsning. Det var meget råt og ”dogmeagtigt”; kun brug af ord og vores egne stemmer. I år skriver vi et nyt stykke og spiller på "Det lille teater" i forbindelse med Vildskud – nye rammer, nye ideer.


Præsentationen af stykket lyder således:
"ALL BLACK DOLLAR DOLLARS er et show, der befinder sig et sted mellem litteratur, skuespil og musik; et sted mellem poesi, politik og potentiale.
Undertitlen er symfoni #2 og er en opfølgning på digterne i Koordinats optræden ved Roskilde Festival sidste år. Den almindelige forståelse af ordet symfoni er, at der er flere instrumenter og melodistemmer, et gennemgående tema, episke og lyriske musikstykker og melodiens opbygning er i flere lag strækkende over længere tid. Den "poetiske symfoni" vil på samme vis gøre brug af symfoniens karakteristika, blot vil showet være baseret på ordet, flerstemmigt og "performed".
Stykket spilles i et teaters almindelige rammer. Men scenen som sted for drama og dialog vil blive udsat for seks digtere, der fremfører et korpus af en mangestrenget tekst. Det er både overvældende, underholdende, forvirrende og bemærkelsesværdigt."

Tematisk vil stykket kredse om penge, afslutninger, natur og København. Vi er seks digtere fra koordinat der opfører ALL BLACK DOLLAR DOLLARS. Arbejdsprocessen er dynamisk og kollektiv. Alle fungerer både som ideudvikler, tekstforfatter og performer. Processen har allerede kunne følges af publikum på http://allblackdollardollars.blogspot.com, hvor teksten til det kommende show løbende bliver lagt ud i rå og ubearbejdet form.


05.05.16. Playliste
Der udkommer en masse gode ting for tiden. Nedenstående har jeg lyttet meget til den sidste uges tid.

Sage Francis: Escape Artist
Electrelane: Bells
Mice Parade: Warm hard in farmland
Why?: 500 fingernails
Nick Cave: Black Betty
Jesu: Walk on Water
Kaada Patton: Aubade
Thee silver mt zion: God Bless Our Dead Marines


05.04.24. Ophavsret
"IFPI taber til russisk musikbutik
Den russiske anklagemyndighed har opgivet at gennemføre IFPIs (pladeselskabernes internationale sammenslutning) krav mod onlinemusikbutikken allofmp3.com. Musikbutikken sælger musik særdeles billigt (100 MB for 1$) og har længe været en torn i øjet for IFPI. Pladeselskaberne glædede sig højlydt, da sagen i februar blev sendt til anklagemyndigheden. Men på mindre end 1 måned blev sagen afvist. Forklaringen er, at den russiske ophavsretslov kun gælder for fysiske medier som CDer og DVDer. Men onlinemusikken kan frit sælges uden accept fra rettighedshaverne."
Sakset fra det udmærkede onlinemagasin Søndag Aften

Så ser det lidt anderledes ud her hjemme. Læs standartanklagen fra antipiratgruppen, der netop har sendt en skrivelse ud til en række danskere.


05.04.08 Mike Patton
Da jeg var yngre lyttede jeg ikke til Faith No More. King for a day er en god plade fra den tid, men hvem lytter stadig til den? Faktisk har jeg kun en plade med gruppen, nemlig den med den ambitiøse (eller selvironiske?) titel 'Album of the year'. Men forsangeren, Mike Patton, kunne alligevel godt gå hen og blive lidt af et forbillede. Det tror jeg. Har nu lyttet til et par af hans seneste kollaborationer med forskellige kunstnere, som er udkommet på hans pladeselskab ipecac - henholdsvis den storladne plade med Kaada og den legesyge og spraglede med The X-ecutioners.
Tilfældigvis var der også en længere (introducerende) artikel i The Wire, hvor han blandt andet fortæller om en kommende plade (under navnet Peeping Tom); et soloprojekt hvor han selv spiller alle instrumenter, men dog får vokalhjælp af en række rappere, blandt andet fra cLOUDEAD.
Interessant er hans tilgang til improvisationen, som han begyndte med da han startede samarbejde med saxofonisten John Zorn. I artiklen står der, at han udviklede (citat) "a palette of glottal sounds, shrieks and gabbles" og Patton henviser selv til dødsmetallerne Obituary som værende geniale, fordi sangeren ikke brugte ord, kun lyde som "wuuugh" og "aaagh" - og det især inden for genren fedt, da ingen i realiteten ved om der virkelig ligger en tekst bag, hihi. Ideen om stemmen som instrument er gammel (skal vi sige helt tilbage til dengang der kun var stemmen til at udgøre rytmen til dans), men hele det spektre vores vokal har mulighed for at udfolde, må kunne give en berusende effekt på det talte ord, når det udtrykkes i realsprog.
På Roskilde Festival i 2004 så jeg hans ekspressionistiske vokalarbejde på Grøn Scene (er det Arena den har heddet et stykke tid nu?) med bandet Tomahawk. Jeg var træt efter seks dage med druk, duller og drama og måtte nok derfor forlade koncerten tomhændet. I 2005 har han tænkt sig at optræde hele tre gange - jeg overvejer klart at gæste festivalpladsen.


05.03.28 Fluer
"Fluer" er blevet indlæst og kan høres her: Download fluer.

Ellers kan jeg anbefale Marius Nørup-Nielsen (på trods af sin politiske korrekthed), fordi han i optrædener tilføjer teksterne fra sin seneste udgivelse noget mere. Han har to-tre gange optrådt på The Lab og har nu på www.virkeligheden.info lagt lydfiler op under navnet MikkelModulererMarius. Lyt!


05.03.12. Symfoni
I aften læser koordinat brudstykker af en gammel symfoni op på Arts Across, der er en (international) kulturfestival på Østerbro. Symfonien udsprang oprindeligt af meisels~scherz, hvilket der ikke er blevet skrevet på i snart to år, og har nu udviklet sig til at koordinat skal deltage på den i teaterkredse anerkendte Vildskud festival. Jeg er for et par dage siden begyndt at skrive nye tekster til opførslen:
"søvnen har bragt velsignet bud
og øjnene ruller som appelsiner
i din turban i turbo
refleks retur
araber-
hingst fangst
(flextid, fluxus)

bonbon
tju-hej!"


05.03.08. The Cradle is empty
Var til koncert med Cradle of Filth i søndags. Mine gamle helte Moonspell spillede inden da i skuffende 30 minutter. Og havde det ikke været for deres tre meter høj Darth Vader lignende dukke, der headbangede lidt på scenen, så ville jeg nok have synes pengene var smidt ud af vinduet.
Sceneshowet var noget for sig. Ikke på højde med min oplevelse med Dimmu Borgir på Loppen for flere år siden, hvor de sprøjtede (grise?)blod ud på publikum; og heller ikke lige så effektfuld en iscenesættelse, som Mayhem på Roskilde Festival i 2001. Men det var sjovt. Lyden var mangelfuld på trods af at spillestedet var Amager Bio, men alle disse klicheer (hvilket jeg her nemt kan forveksle med ”loyalitet overfor en tradition”) og den kommercialisering Black Metal og især C.O.F. har ladet sig dumpe ned i, høhø!
Så nu har jeg hele dagen lyttet til ”From the cradle to enslave” - en symfonisk perle fra EPen af samme navn. Det nummer er stadig anbefalelsesværdig. Det er C.O.F. eller Moonspell ikke.


05.02.24. Ordkide
"somebody yelled attack
and there I stood
with an arrow in my back"
min glæde for mans'bestfriend vil ingen ende tage. Måske bliver det hans tekster jeg i en næste artikel til ORDKiDE bruger til at anskueliggøre en renere æstetisk læsning. Ovenstående citat er dog lige til? Billedet forestiller vel tekstens jeg løbe fremad mod fjenden, fordi nogen råber angrib, og ender derved med at blive udleveret af sine egne. Konkret udsat for friendly fire som [sidespring:] jo er et tåbeligt ord, nøjagtig som humanitær intervention. Våben er ikke venlige uanset hvilken våbenpolitik man er tilhænger af; militær indblanding er ikke human.
Overført behøver han ikke få en pil i ryggen, men jeg ved som læser, at metaforen om at blive stukket ned bagfra ofte kan være af en fra egne rækker [at gå bag om ryggen på en]. Tekstens kvalitet består i at jeget har bevæget sig, uden at det gøres direkte. Men måske er en decideret fjende jeg’et bevæger sig hen imod ikke nødvendig. Måske er en mere diffus situation gældende. En situation, hvor ingen [i hvert fald ikke jeget] ved hvem fjender er, men idet der råbes angrib finder jeget ud af det.

Men hvorom alting er: Teksten fungerer både billedligt og overført. I det kommende nummer af Ordkide [udkommer inden for en uges tid] har jeg skrevet lidt om hvorledes jeg læser. Man kan indtil videre smuglæse i et ikke helt færdigt nummer af tidsskriftet her.


05.02.09. Playliste
På vej til Berlin om 24 timer; hører lige nu

Bright Eyes: Lover I dont have to Love
Wolf Parade: Dear Sons and Daugthers of Hungry Ghosts
Salli Lunn: 50 kisses
Prosaics: Teeth
Arcade Fire: Neighborhood #1 (Tunnels)
Hefner: The Hymn for the Cigarettes
Saul Williams: Act III Scene 2 (Shakesphere)
Lemon Jelly: '88 aka Come Down On Me
!!!: Space Island
NEU!: Hallogallo
A Certain Ratio: Winter hill


05.02.05. Blank i protest
På tirsdag vil jeg bytte mit valgkort til en stemmeseddel, folde papiret og lægge det i stemmeurnen. Min stemme vil have indflydelse på valgresultatet: ingen partier vil med min hjælp få en højere valgprocent, tværtimod: en blank stemme sænker procenten ved hvert enkelt parti. Men konsekvensen er også, at stemmer sat ved partier, der ikke kommer ind i folketinget, såvel som blanke stemmer sorteres væk ved fordelingen af folketingets mandater, så den vil jeg ikke have indflydelse på.
Der er givetvis forskel, hvis SF eller DF er et parlamentarisk grundlag for en regering, men de udfordringer vi virkelig står overfor

::: arbejdsstyrkens aftagende størrelse og følgerne heraf
::: (national)statens rolle i forhold til transnationale regioner eller
     internationale fællesskaber

er der kun ganske få personer i dansk politik, som tør tale om offentligt. Og desværre slet ingen her ved valget. Det er et problem. Politik handler om ansvar, det vil jeg ikke blindt lægge i hænderne på særlig mange af de danske politikere, og ingen af disse repræsenterer mine standpunkter og ønsker for Danmark. Jeg stemmer ved valget, fordi jeg har en interesse i samfundet, men sætter jeg ikke noget kryds denne gang.


05.02.01. nye tekster
     en panda
i mit klaver
  dens tangenter
          de hvide
trusser
     fingrene
knogler
med sult
  og jeg med
          en sok i munden

  læs flere...


05.01.29. Danmark i krig || March til fordel for Irak?
"300 kunstnere opfordrer hermed til at deltage i manifestationen for tilbagetrækning af de danske tropper." Der tænkes på Irak og henvises til at det danske Folketing har sendt Danmark i krig udenom FN og internationale spilleregler. Til det har jeg at sige:

Hvorvidt et diktatur frem for et andet [om overhovedet] skal bekæmpes med om nødvendigt magt, for at modvirke endnu mere død, undertrykkelse og ødelæggelse er ikke et simpelt spørgsmål at besvare. Men har Danmark først sagt A [i dette tilfælde V], så må vi sige B. Tiden spoles ikke tilbage ved at trække tropperne ud; der kan ikke startes forfra. Irak er et land i opløsning og på vej til at blive bygget på ny. Én løsning er blevet valgt frem for andre; ikke en international løsning, men dog et valg, der har konsekvenser.

Hvordan kan der herske tvivl om de katastrofale konsekvenser ved en direkte tilbagetrækning af - måske ikke bare danske - men også amerikanske soldater [for det er vel det man også ønsker]? FN er ikke blevet sat ud af spil af USA; USA har forsøgt at inddrage FN i processen. I mine øjne er det mere det internationale samfund i sin helhed, der lukker øjnene og fralægger sig ansvaret, når FN viser sig ikke-handledygtigt - både før krigen og nu. Ligeledes de 300 kunstnere. En stillingtagen skal baseres på den nuværende situation, og kan ikke handle om at få vasket hænder, fordi man ikke ønsker at bygge sandslotte i netop denne sandkasse.

Sumpen forsvinder ikke, fordi man går uden om den.


05.01.27. Spøgelsets skelet
Skilte har en stærk konsekvens indbygget. De er oftest entydige og giver mig som iagttager et valg med to muligheder. Vil jeg følge påbudet/ anbefalingen eller vil jeg ikke gøre det. Vil jeg fodre dyrene i Zoo? Vil jeg stemme på Mogens Lykketoft? Vil jeg købe to mælk på tilbud?
I dag sidder jeg og arbejder med en række oneliners, der gør brug af samme logik og æstetik [renheden mener jeg kan iagttages fra en kunstnerisk vinkel]. Disse visuelle linjer skal tilføjes en auditiv pendant og på et tidspunkt i fremtiden vil disse 27 linjer (x2) være tilgængelige via koordinat.
Men hvilken logik ligger bag skilte? Som ikoner eller symboler indeholder de en potentiel fortolkning hos iagttageren. Nøjagtig som med ord [el. sproget] kunne jeg foranlediges til at tro, at de er prædefineret. Men "græsset må ikke betrædes" har ingen eller en anden betydning, såfremt iagttageren ikke kan se eller har adgang til græsset. Jeg har flere sanser til at iagttage verden med, men hvad sker der, hvis sanserne giver modstridende oplysninger?
Når teksten modsiger sig selv, mister den sin troværdighed. Som iagttager vil jeg stadig forholde mig til teksten, men med et mere årvågent blik, end når der f.eks. står 110 km/t på en motorvej. Herved mener jeg, at teksten har mulighed for at genvinde noget af det tabte; at iagttageren i læsningen alligevel kan påvirkes.

En af de mere underholdende ting ved arbejdet med digtning i en kontekst som ovenstående er udtryk for, er, at sproget kan vise sig fra nye sider - i flere sammenhænge end blot de indbyggede paradokser eller modsætninger. En af linjerne kommer til at hedde: "du må ikke tænke på en ko." - hvilket efterfølges af en lydlig "Hvad tænker du på?". Da det sidste læste ord er "ko", vil det for læseren være svært at undgå ikke at tænke på netop denne. Her sættes sprogets strukturelle logik ud af spil; eller har sætningskonstruktionen en indbygget fejl? Måske er det fordi koen er ny information? Man kan også påstå, at som "græsset må ikke betrædes" kræver adgang til græs, kræver "du må ikke tænke på en ko?" også en kontekst. Men forestiller vi os, at det siges i forlængelse af spørgsmålet "tænk på et dyr", så vil udtalen af ordet "ko" stadig få os til at tænke på en ko, og først herefter tænkes noget andet. Mere interessant bliver det, når du, kære læser, på et tidspunkt læser de 27 linjer og at der så ikke står ko, men et andet dyr. Vil du så tænke på en "ko" efter det nævnte dyr? Og hvad siger det om sproget - det samme som skilte? At det er socio-kulturelle symboler uden form for sandhed eller objektivitet:
"Man er hvad man siger"! Selv spøgelser har skeletter.


05.01.25. Hvor mange søgemaskiner bruger Du?
Der er mange årsager til at undgå monopoler. Hermed ikke sagt, at standarder nødvendigvis er et onde, slet ikke. Google startede i 1998 - oprindeligt en søgemaskine der med sin avancerede teknologi både kunne søge hurtigt, lagre enorme mængder information og levere relevante søgeresultater [via metoden PageRank] - og i dag tager succesen nærmest ingen ende med gmail, news.google.com, Google Toolbar, etc.

Citat fra Google: ”Google's mission: Organize the world's information and make it universally accessible and useful”. Men så let [læs: harmløst] er det ikke:
::: 1. Organisering kræver fortolkning; hvilken foretrækker Du?
::: 2. Hele verdens information - Google arbejder imod gældende Copyright.
::: 3. Adgang - at have nøglen til porten til information giver magt til også at ”nægte adgang”. Prøv at gætte, hvad du ikke kan finde via Google.
::: 4. Anvendelig i forhold til hvad? Fair nok, det må være folks egen sag.

Med Google er der stadig mange fordele - hvem vil ikke have hurtig information? - gratis! Og med Library projektet er det meningen at give adgang til flere bibliotekers samlinger [se link].
Men læs lige Betingelser for brug af Google og Googles retningslinjer for brug af personoplysninger. Og kig evt. også lidt på SearchEngineWatch for at få et indblik i søgemaskiner og Debbie Abilock's liste over søgemaskiner, der kan anvendes i forhold til forskellige formål, her!


05.01.24. Kiss yr darlings
cyberspace pokerface jetlag weblag